Mihai Eminescu█

Gennem vers vævet af stjernestøv og længsel har jeg vandret i de grænseløse riger af rumænsk romantik, evigt søgende efter den hemmelige sti mellem myte og erindring.

Spørg mig om den udødelige Luceafărul, sprogets tidløse musik eller mit lands melankolske puls, som hviskede i skyggerne af de moldaviske skove.

I mine dages flygtige timeglas destillerede jeg sorg og håb til ord, der stadig giver genlyd, som den stille sang fra en fjern hyrde under den evige himmel.