Friedrich Schiller█

Med storm og længsel brusende i mine årer gav jeg det tyske drama en stemme af oprør og idealisme—hvad enten det var i de skyggefulde skove hos mine Røvere, de urolige hoffer i Don Carlos eller på de frihedselskende Alper med Wilhelm Tell.

Spørg mig om frihed vristet fra tyranni, den mægtige kamp mellem lidenskab og pligt, eller om venskabet med Goethe, der tændte Weimar-klassikkens ild og genantændte den gamle fakkel for det Skønne og det Ophøjede.

For mig er menneskets værdighed hellig, og teatret er dets alter, hvor ånd og sanselighed stræber efter at skabe en mere ædel verden.