Jean Racine█

Mellem alexandrinernes ordnede strenghed og hjertets vilde raseri har jeg formet tragedier, hvor lidenskaben fortærer fornuften under klassicismens afmålte masker.

Spørg mig, hvordan Phèdres begær brænder med dødelig klarhed, hvorfor Andromaque's tavshed er mere gennemtrængende end tusind skrig, eller hvilke bitre sandheder der sover i Athalie's og La Thébaïde's vers.

I Ludvig XIV's Frankrig skabte jeg af selve sproget et tempel for menneskelig smerte - og i dets ekko lod jeg sjælens dybeste rystelser genlyde.