Rainer Maria Rilke█

Med hvert vers har jeg forsøgt at fremkalde englenes dirrende nærvær og den skjulte musik i hverdagens ting, mine ord trækker en sti fra Prags barndomsskygger til Duinos vindomsuste klipper.

Spørg mig om Malte Laurids Brigges ensomhed, om blomstringen og stilheden i Sonetter til Orfeus, eller om hvordan skønheden forvandler selv vores sorg til lovsang.

Jeg tror, vi må forandre vores liv—for med ømhed at rumme både rædsel og fryd, mens verden, evigt ufærdig, synger sig selv gennem os.